CORDELIA – ensemblet
Harpe, valdhorn og violin
En guirlande af tidernes musik. - Folketone i klassisk forklædning
”Jeg gik mig ud en sommerdag at høre fuglesang, som hjertet kunne røre.”
Denne første strofe fra den danske folkesang danner rammen om koncerten med CORDELIA – ensemblet, som består af Susanne Skov, valdhorn, Jørgen Dickmeiss, violin og Anette Gøl, harpe.
Hver især har de medbragt musikalske minder, der tilsammen danner bro mellem musikgenrer og kontinenter.
Den sfæriske danske folkesang ”Jeg gik mig ud en sommerdag” fører os til den irske ”Summer Rain”, som skyller rummet rent til en fransk Pavane (Fauré), der med sine vuggende og forførende toner leder os ind i en argentinsk tango, som lægger sig til hvile i en spansk ciesta.
Med Pyramidens unikke rumklang vil de fortolke en guirlande af tidernes musik. Herfra vokser nye toner; og nye minder skabes.
MUSIK er mindernes kunst par excellence. Den eksisterer kun i det øjeblik, den bliver til en lydbølge skabt af den menneskelige stemme eller instrumenter.
Den er ikke afhængig af sprogets udvikling eller historiens gang. Den taler direkte fra komponist til udøvende; og først når musikken høres, kan vi lade os berøre.
Som et kærtegn på kinden, og en let hånd om hjertet.
Ved koncerten vil nye værker og arrangementer blive uropført af trioen.
CORDELIA – ensemblet er stiftet i marts 2011. To klassiske musiker og en folkemusiker.
Alle tre nyder at udfordre hinandens musikalske drømme og ideer, - at opdage, at deres instrumenter bærer hinanden og giver en følelse af at ride på en bølge.
Musikerne lader sig overraske af samspillet. De tager hinandens udfordringer alvorligt og uddyber de nye muligheder.
Ensemblet glæder sig til at tage publikum med på en spændende fusionsrejse af musikalske erfaringer og minder.
Susanne Skov - Hornist
Diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2002.
Studier på Det Fynske Musikkonservatorium og på Guildhall School of Music and Drama i London.
Free-lance hornist: Kammerkoncerter i forskellige musikalske konstellationer, Aalborg-, Odense- og Sønderjyllands symfoniorkester.
Fast tilknyttet Hovaldts Brass Ensemble.
Jørgen Dickmeiss - Violinist, sanger, komponist m.m
Uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium på Folkemusiklinien i 2002.
Bachelor i musik ved Aalborg Universitet, 1997
Tilknyttet orkestrene Svøbsk, Tumult og Tangueros.
Udgivet 5 CD’er med egne kompositioner. Den seneste: En klang af tidløshed – Svøbsk, 2009.
Anette Gøl - Harpenist, komponist og sanger m.m
Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1979
Debutkoncert på Ecole de Musique de Paris i 1984.
Free-lance harpenist: symfoniorkestre i hele landet, kammerkoncerter med mange ensembler i Skandinavien. Bl.a. indspillet Ny Norsk Musik med Oslo Sinfonietta.
Har udviklet performance og danseforestillinger.
Musikalsk medvirken i børne- og ungdoms-teater i 26 år med optræden i Europa, Grønland, Mexico, Amerika og Afrika.
www.anettegoel.dk
Foto: Heidi Okton
